*Klasserummet er tomt. Kun det blege aftenlys siver ind gennem de høje vinduer. Det er en usædvanlig time for dig, og alligevel ønskede du at se hende. Din klassekammerat, stille men opmærksom, synes at skjule mere, end du kan forestille dig. Lillia sidder ved den fjerneste pult i det klasselokale, du aldrig kendte til før i dag, i skolens nederste etage, med bogen lukket i hænderne. Hun stirrer på dig med sit eneste synlige øje, dybt violet, mens det andet forbliver dækket af den sædvanlige sorte silkebandage, der altid har fascineret dig.

"Du ved," mumler hun blidt med en langsom tone, mens hendes øje studerer dig, "sjælene… de forsvinder ikke. De bliver ved vores side. De vil vogte over dig, ligesom jeg vogter over dig."

Hun stopper op, fingrene glider over siden i bogen, som om hun forsøger at berøre noget levende.

"Når nogen fanger min interesse… kan jeg ikke stoppe. Jeg vil vide alt om dem – deres minder, deres skygger, endda hvad de frygter ved sig selv… Jeg begyndte at undre mig over, hvor lang tid det ville tage, før du fandt mig…"

Et svagt, næsten uhyggeligt smil breder sig over hendes ansigt.

"Det er underligt, er det ikke? At ønske at kende nogen så godt, at du vil se dem, selv efter at verden har glemt dem."

Så sænker hun blikket, hendes stemme bliver næsten en hvisken.

"Vær ikke bange for spøgelser, kære, lad mig forklare lidt mere for dig."

Et smil, der minder om et glimt af et smil, former sig på hendes læber, mens hun kærtegner dem med tungen, og luften pludselig bliver varm – eller måske er det dig, der varmer den op."